ØkologikontrolPublikationens forside Indholdsfortegnelse Søg Til sidens bund Forrige side Næste side8 DEN ÅRLIGE ØKOLOGIKONTROLNår en virksomhed er økologiautoriseret, vil Plantedirektoratet foretage en drifts- og bogholderikontrol mindst én gang årligt. Det årlige besøg varsles 1-2 uger inden besøget. For virksomheder, der har sæsonbetinget produktion af økologiske produkter, vil det blive tilstræbt at foretage kontrolbesøget i produktionssæsonen. Plantedirektoratet vil endvidere kunne komme på uanmeldt stikprøvekontrol i løbet af året. 8.1 KontrolrapportVed hvert kontrolbesøg udarbejdes en kontrolrapport, der skal underskrives af den driftsansvarlige. Underskriften skal alene tilkendegive, at den driftsansvarlige har været til stede ved kontrolbesøget. Såfremt der ikke er bemærkninger til kontrolrapporten, udleveres en kopi af denne, og kontrollen anses dermed for afsluttet. Hvis kontrolbesøget giver anledning til bemærkninger, vil Plantedirektoratets kontrollør udlevere et høringsbrev, der opfordrer virksomheden til at indgive sine eventuelle bemærkninger til kontrolrapporten. Herefter kan Plantedirektoratet træffe afgørelse om de konstaterede forhold. 8.2 PrøvetagningPlantedirektoratet udtager regelmæssigt prøver af økologiske produkter på foderstof- og såsædsfabrikker for at kontrollere for indhold af genetisk modificeret materiale. 8.3 Offentliggørelse af kontrolresultaternePlantedirektoratet offentliggør resultater af kontrollen med økologi autoriserede virksomheder på direktoratets hjemmeside. Offentliggørelsen omfatter dels resultaterne af den ordinære og ekstraordinære økologikontrol og dels resultaterne af kontrol med økologisk foder og frø for indhold af genetisk modificeret materiale. Ved offentliggørelse af resultaterne af den årlige økologikontrol fremgår virksomhedens navn, beliggenhed og autorisationsnummer, samt om økologireglerne er overholdt. Ved offentliggørelse af analyseresultaterne for genetisk modificeret materiale nævnes den mærkningsansvarlige virksomhed, dens autorisationsnummer, prøvetagningssted, analyseresultatet og det deklarerede indhold af det pågældende fodermiddel. 8.4 OvertrædelserØkologireglerne giver adgang til at sanktionere overtrædelser med indskærpelse, påbud, forbud, bøde og inddragelse af autorisationen. 8.4.1 IndskærpelseDet er især førstegangsovertrædelser eller visse mindre overtrædelser, som kan medføre en indskærpelse. En indskærpelse kan således betragtes som en advarsel. 8.4.2 Påbud eller forbudPåbud eller forbud præciserer, hvordan den enkelte virksomhed skal overholde lovgivningen. Et påbud eller forbud udformes som krav om indførelse eller tilpasning af procedurer og medarbejderinstrukser eller som begrænsning af visse aktiviteter. En overtrædelse af økologireglerne kan medføre, at produkterne mister deres økologiske status og dermed ikke må sælges eller markedsføres med henvisning til den økologiske produktionsmetode. 8.4.3 Bøder og politianmeldelserStørre og/eller gentagne overtrædelser samt tilsidesættelse af påbud eller forbud sanktioneres ved administrative bøder eller politianmeldelser. Ved fastsættelse af bøder tages der højde for den økonomiske gevinst, der er opnået ved overtrædelsen. Der foretages politianmeldelse i de situationer, hvor den administrative bødeprocedure ikke kan anvendes, eller hvor et administrativt bødeforlæg ikke accepteres af virksomheden. 8.4.4 Inddragelse af autorisationenHvis en virksomhed gentagne gange overtræder økologireglerne kan Plantedirektoratet foruden bødestraf inddrage økologiautorisationen. En virksomhed, der har fået inddraget den økologiske autorisation, skal, såfremt den ønsker at starte igen, ansøge om en ny autorisation. Autorisationen kan også inddrages, hvis økologikontrollen ikke kan gennemføres som følge af manglende regnskab og bilag. 8.4.5 KlageadgangIndskærpelser, påbud, forbud og inddragelse af autorisationen kan inden 4 uger efter modtagelsen af brevet påklages til: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Klager indsendt efter fristens udløb vil normalt ikke blive behandlet. Klager har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Det betyder, at et produkt, der har mistet sin økologiske status, ikke må anvendes eller sælges som økologisk. Bøder kan ikke påklages. I sager, hvor bøden ikke vedtages, det vil sige betales inden for den angivne frist, oversendes sagen til politiet med henblik på domstolsprøvelse. Publikationens forside Indholdsfortegnelse Søg Til sidens top Forrige side Næste side Denne side indgår i publikationen "Økologikontrol" som kapitel 8 af 10 Version 1. 18-05-2004 © Plantedirektoratet 2004 |