Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion - Juli 2004

Publikationens forside  Indholdsfortegnelse  Søg  Til sidens bund  Forrige side  Næste side


7 EKSPORT AF ØKOLOGISKE PRODUKTER

Økologiske produkter, der er produceret på en autoriseret økologisk jordbrugsbedrift og kontrolleret af Plantedirektoratet, kan eksporteres som økologiske.

Produkter, der ikke kan markedsføres i Danmark som økologiske, må ikke eksporteres til andre lande som økologiske.

Plantedirektoratet kan bistå med at fremme jordbrugsbedrifters eksport og kan efter anmodning udstede følgende type certifikater:

  • Certifikat for jordbrugsbedrifter, se afsnit 7.1.
  • Particertifikat, se afsnit 7.2.
  • Kontroldokument, der dokumenterer, at producenten opfylder et udenlandsk kontrolorgans ekstra regler, se afsnit 7.3.

Dokumenterne kan efter behov udstedes på dansk og engelsk eller eventuelt på bestemmelseslandets sprog.

7.1 Certifikat for jordbrugsbedrifter

Plantedirektoratet bekræfter i denne type certifikat, at en jordbrugsbedrift er autoriseret af Plantedirektoratet. Det fremgår af certifikatet, at der udføres kontrol af bedriften i henhold til bestemmelserne i rådsforordningen (EØF) 2092/91 og de gældende danske nationale regler.

Det fremgår således udelukkende af denne type certifikat, at jordbrugsbedriften er omfattet af direktoratets kontrol.

7.2 Particertifikat

Dette certifikat bekræfter, at jordbrugsbedriften har deklareret partiet som økologisk over for direktoratet, og at Plantedirektoratet med baggrund i bedriftens oplysninger kan bekræfte det pågældende partis økologiske status. Plantedirektoratet garanterer således ikke, at partiet eksempelvis ikke er blevet forbyttet o.l.

Plantedirektoratet kan udstede et particertifikat for bl.a. certificeret frø og sædekorn, hvis en jordbrugsbedrifts kunder anmoder om dokumentation for et partis økologiske oprindelse. Direktoratet udsteder sådanne particertifikater for frø og sædekorn, idet disse frø på partiniveau er omfattet af ISTA certificerings- og sporbarheds-betingelser.

Hvad angår certifikater for frø af arter, der ikke er omfattet af bekendtgørelserne om frø og sædekorn[28], kan der udstedes et certifikat, hvori det bekræftes, at frø og sædekorn, produceret på bestemte marker, følger reglerne for økologisk produktion.

Ud over denne certificering af frø og planter, kan der foretages en mere detaljeret og omfattende particertificering for virksomhederne som en brugerfinansieret ydelse. Plantedirektoratet kan, baseret på virksomhedernes behov, gennemføre en sådan yderligere kontrol af et partis økologiske oprindelse med oplysning om:

  • Identifikation af partiet.
  • Ingrediensfortegnelse m.m. for blandede produkter.
  • Ingrediensernes sporbarhed.

Den økologiske oprindelse kan enten kontrolleres ved kontrol af virksomhedens dokumenter og regnskabsbilag eller ved en fysisk kontrol, hvor det undersøges, om f.eks. en varedeklaration på et foderstof svarer til indholdet.

7.3 Kontroldokument for udenlandske kontrolorganers supplerende regler

Plantedirektoratet kan efter anmodning gennemføre supplerende kontrol på økologiske jordbrugsbedrifter/virksomheder efter udenlandske kontrolorganers regler, således at virksomheder kan opnå adgang til udenlandske markeder og gøre brug af de forskellige kontrolorganers økologimærker.

Da der er tale om en supplerende kontrol, der ligger udover EU-forordningen og de danske nationale regler, opkræves der brugerbetaling for denne ydelse.




Publikationens forside  Indholdsfortegnelse  Søg  Til sidens top  Forrige side  Næste side

Denne side indgår i publikationen "Vejledning om økologisk jordbrugsproduktion - Juli 2004" som kapitel 7 af 9
Version 2. 09-07-2004

© Plantedirektoratet 2004