|
|
[Forside - Bund - Indhold - Forrige/Næste] 1 Generelle oplysninger (retsgrundlag og brug af oplysninger)1.1 Retsgrundlag
Nedenfor finder du en liste over de regelsæt, som skal overholdes i forbindelse med gødskning, og som vejledningen er baseret på. Endelig er der en kort vejledning om din ret til at kræve indsigt i de oplysninger, som vi har om din virksomhed. Lovgivning og bekendtgørelser Denne vejledning er udarbejdet på grundlag af: • Lovbekendtgørelse nr. 757 af 29. juni 2006 om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække. • Bekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække i planperioden 2006/07. • Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 604 af 15. juli 2002 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. (husdyrgødningsbekendtgørelsen), ændret ved bekendtgørelse nr. 161 af 17. marts 2004, nr. 813 af 19. juli 2005, nr. 815 af 20. juli 2005, og senere ændringer • Bekendtgørelse om kvælstofprognosen for 2007, der udsendes omkring 1. april 2007. • Bekendtgørelser om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger Endvidere henviser vi til: • Miljømålsloven, Miljøbeskyttelsesloven (LBK nr. 753 af 25. august 2001 med ændringer) • Lov om personoplysninger Miljøbetingelser i Landbrugsstøtten For at få udbetalt Landbrugsstøtte, skal du overholde en række krav vedrørende miljø, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og god landbrugs- og miljømæssig stand, herunder reglerne om jordbrugets anvendelse af gødning. Overholder du ikke kravene, vil din støtte blive nedsat. Hvis du laver grovere og gentagne overtrædelser, vil nedsættelsen af din støtte blive større eller støtten vil helt bortfalde. De nærmere regler kan du læse om i Direktoratet for FødevareErhvervs bekendtgørelser og vejledninger om krydsoverensstemmelse (www.dffe.dk). 1.2 Oplysning om brug af personoplysninger
Plantedirektoratet samler oplysninger ind om din virksomhed til brug for kontrol og administration af de regler, som vi administrerer. Hvad kontrollerer vi? Vi kontrollerer, om du overholder reglerne om anvendelse af gødning, plantedække og harmoni ved kontrol af de gødningsregnskaber, som vi modtager, og ved kontrol på virksomhederne. Gødningsplanlægning og gødningsregnskaber skal du opbevare i mindst 5 år. Vi kan kræve, at du indsender eller viser os alle dokumenter, der kan have betydning for kontrollen. Når vores kontrollører viser legitimation, har de adgang til din virksomhed. Overtrædelse af reglerne kan straffes med bøde. Hvilke oplysninger har vi? Hvis du henvender dig til os, kan du få at vide, hvilke oplysninger vi har registreret om din virksomhed. Vi retter forkerte oplysninger, og giver besked til andre, der har modtaget forkerte oplysninger. Hvis vi ikke selv kan rette oplysningerne, vil vi vejlede om, hvordan du kan få oplysningerne rettet. Hvilke oplysninger henter vi? Plantedirektoratet har nu fået mulighed for at hente oplysninger fra andre offentlige myndigheder i forbindelse med vores generelle kontrol med overholdelse af lovens regler. Herunder har vi fået mulighed for at sammenstille og samkøre oplysninger, herunder personoplysninger, til brug for vores kontrol. Det er bl.a. hensigten at indhente oplysninger om indførsel af mængden af de kvælstofholdige gødninger, som du indfører direkte fra tredjelande (det vil sige udenfor EU), eller samhandler direkte her til landet. Dette skal være med til at sikre, at disse mængder kvælstof også kommer med i dit gødningsregnskab. De fleste oplysninger får vi, når vi modtager pligtige indberetninger, ansøgninger om tilladelse, autorisationer, godkendelser m.m. I forbindelse med vores kontrolbesøg på virksomheden kan vi også indhente oplysninger. Endvidere henter vi oplysninger hos andre offentlige myndigheder, herunder Skat, under iagttagelse af persondataloven og forvaltningsloven. I disse tilfælde har du pligt til at give os oplysningerne. Du kan risikere straf, hvis vi ikke modtager oplysningerne til tiden eller slet ikke modtager dem. Hvilke oplysninger videregiver vi? Til brug for den øvrige kontrol videregiver vi oplysninger til andre enheder inden for ministeriet. Endvidere videre- giver vi, når vi bliver bedt om det, visse oplysninger til andre offentlige instanser, herunder Skat, og private organer, under iagttagelse af persondataloven og forvaltningsloven. Offentliggørelse af gødningsregnskaber Offentliggørelsen af gødningsregnskaberne sker, når Plantedirektoratets sagsbehandling af de indsendte oplysninger er afsluttet. Dine oplysninger om aftaler med andre jordbrugsvirksomheder vil blive offentliggjort. Typen af den enkelte aftale og hvem du har indgået aftalen med, vil dog ikke blive offentliggjort. For gødningsregnskaber, der har været udtrukket til kontrol, påfører direktoratet i forbindelse med offentliggørelsen koder for henholdsvis ingen bemærkninger, påtale eller vedtaget administrativt bødeforlæg. Vi offentliggør ikke oplysninger, der er videregivet til politiet med ønske om rejsning af tiltale, og sager hvor der er faldet dom. Når du modtager et bødeforlæg fra os vil vi oplyse dig om, at oplysningerne i gødningsregnskabet, sammen med en kode for administrativt bødeforlæg, vil blive offentliggjort på Internettet, når du har betalt bøden. Oplysningerne vil være tilgængelige på Internettet i 5 år. Vi vil i overensstemmelse med persondatalovens regler sørge for, at alle oplysninger på hjemmesiden der inden for denne periode viser sig at være forkerte eller vildledende, vil blive slettet eller berigtiget. Hvor kan du klage? Du har mulighed for at klage over vores behandling af oplysningerne til: Plantedirektoratet, Skovbrynet 20, 2800 Kgs. Lyngby, pdir@pdir.dk eller til Datatilsynet, Borgergade 28, 5., 1300 København K, dt@datatilsynet.dk. [Forside - Bund - Indhold - Forrige/Næste] Version 1.0 Oktober 2006 © Plantedirektoratet, |