2.4 Korrektioner af kvælstofnormer

Hvis du har forhøjede udbytter, er udsat for ekstremt vejr eller har MVJ-aftaler, har du mulighed for, og i nogle tilfælde pligt til, at korrigere din kvælstofkvote. I gødningsplanlægningen skal du markere dette i kolonnen "N- korrektion" i enkeltbetalingsansøgningen, eller i kolonnen "Evt. N-korrektion", i Skema A. Du skal også skrive andre begrænsninger i dit kvælstofforbrug i denne kolonne, f.eks. begrænsninger i forbindelse med indsatsplaner til drikkevandsbeskyttelse.

MVJ-aftaler og andre aftaler om mindre kvælstofforbrug

Hvis du har lavet en aftale med en offentlig myndighed om, at du skal give mindre kvælstof på nogle arealer, er det denne mindre mængde, der er din kvælstofkvote på disse arealer. Der findes forskellige aftaler for forskellige år. Nedenfor gennemgås, hvordan du behandler en aftale i forbindelse med gødningsplanlægningen.

For hovedparten af MVJ-aftalerne indgået i perioden 2003-2005, er MVJ-normen lig med den mængde udnyttet kvælstof, som dyrene efterlader på arealet. Du beregner Plantedirektoratets kvælstofnorm ud fra arealets græsningstryk (opgivet i antal græssende dyreenheder). Du kan bruge hjælpeskemaet til at udregne græsningstryk.

MVJ-aftaler om pleje af græs- og naturarealer

Dette henviser til aftaler indgået i 2002 og tidligere, der kan have en kvote for den totale mængde kvælstof, du må tilføre et areal. Se eksemplet nedenfor.

Bemærk at aftalen lyder på total kg N, hvilket betyder, at der, hvis der udbringes organisk gødning, ikke kan indregnes en udnyttelsesprocent.

 

MVJ-aftaler om "Miljøvenlig drift af græs- og naturarealer"

Der kan være tale om 3 typer MVJ-aftaler:

  1. Aftale med udtagningsforpligtelse. Her skal der anvendes afgrødekode 315 eller 319 for arealet, og det er så ikke nødvendigt at korrigere i kvælstofnormen.
  2. Aftale om 0 kg N/ha, men afsætning fra dyr på arealet er tilladt, for aftaler indgået i 2003 - 2005. Her beregnes kvoten for marken som indholdet af kvælstof i den afsatte husdyrgødning. Afgrødens kvælstofnorm fastsættes som: Kvælstofnormen pr. ha for marken (grundnormen = 0) + den mængde kvælstof, husdyrene afsætter på marken pr. ha (= Evt. N-korrektion i Skema A eller enkeltbetalingsansøgningen). Opgørelsen af afsætningen fra husdyr på marken skriver du i kolonnen "Evt. N-korrektion". Hvis der afgræsses med mindre end 0,2 DE/ha, kan den husdyrgødning, der afsættes på marken ved græsning fratrækkes i bedriftens normproduktion. Her skal du ikke beregne en kvote. Dette gælder også, hvis dyrene tilhører en anden virksomhed. I så fald skal du kunne dokumentere dette med en gødningskvittering (Skema B1), hvor husdyrholder sætter kryds ved "Afsat til MVJ areal...".
  3. Aftale om nedsættelse af kvælstofkvoten med en procentsats efter at kvælstofprognosen er indregnet. Her finder du korrektionen ved at gange den fastsatte reduktion (i pct.) med afgrødens kvælstofnorm efter korrektion for kvælstofprognosen og forfrugtsværdi. Er afgrødens kvælstofnorm f.eks. 250 efter korrektion, og du har en aftale om 30 pct. reduktion, vil din reduktion være 30 pct. x 250 = 75. Tallet skrives ind i gødningsplanlægningen under "Evt. N-korrektion".

MVJ-aftaler om nedsættelse af kvælstoftilførslen til 60 pct. af kvoten

Der kan være tale om forskellige typer aftaler om nedsættelse af tilførsel af kvælstof og indregning af kvælstofprognosen. I det følgende ser du eksempler på, hvordan du udregner din korrektion i tre forskellige aftaler.

 

Miljøbetinget tilskud

Der er forskellige ordninger for miljøbetinget tilskud til landbrugsarealer, der påvirker, hvor meget kvælstof du kan give dine marker. F.eks. kan en aftale sige, at der højest må tilføres 140 kg totalkvælstof i gennemsnit pr. ha for hele bedriftens harmoniareal. De 140 kg N/ha er total N, og kvælstofkvoten er gjort op i udnyttet kvælstof, altså total kvælstof gange udnyttelseskrav. For din kvælstofkvote betyder det:

Hvis ordningen betyder, at kvælstofkvoten højest må være 75 pct. af kvælstofkvoten for det inkluderede areal, vil din reduktion være 25 pct. Du skal derfor gange afgrødens kvælstofnorm (korrigeret for kvælstofprognosen og evt. forfrugtsværdi) med reduktionen på 25 pct. Reduktionen skrives i kolonnen "Evt. N-korrektion", og bruges når markens kvælstofkvote skal udregnes.

Kvælstofkontrakter

Hvis du har en kvælstofkontrakt, skal du nedsætte bedriftens kvælstofkvote (efter korrektion for kvælstofprognosen) med den aftalte procentsats.

Økologiske producenter

For økologiske marker og marker, der er under omlægning, er det de økologiske regler, der gælder. Du må højest tilføre 140 kg totalkvælstof i gennemsnit pr. ha, også selvom den beregnede kvote er større. Hvis kvælstofkvoten derimod er mindre end 140 kg totalkvælstof pr. ha harmoniareal, må du kun bruge gødning svarende til den mindre kvælstofkvote. De 140 kg N/ha er total N, og kvælstofkvoten er gjort op i udnyttet kvælstof, altså total kvælstof gange udnyttelseskrav.

Hvis du ikke udnytter din kvælstofkvote på disse marker, må du ikke bruge denne kvælstof på eventuelle ikke-økologiske marker. Du skal beregne bedriftens samlede kvælstofkvote på side 5 i enkeltbetalingsansøgningen uden at tage hensyn til, at du er økolog.

Forventet højere udbytte

Du kan få en højere kvælstofnorm til en afgrøde, hvis du kan dokumentere, at du tidligere har høstet et forhøjet udbytte for afgrøden. Det vil sige, at dit høstudbytte de sidste fem år i gennemsnit ligger højere end standardnormen i Tabel 1. Det forhøjede udbytte beregner du som et gennemsnit af de sidste fem planperioders høstudbytte af afgrøden.

Dokumentation

Hvis du kan dokumentere, at du har dyrket afgrøden i alle fem planperioder, kan du udelade det højeste og det laveste høstudbytte ved beregningen. Hvis du mangler dokumentation for ét år, skal du regne det manglende års udbytte som det laveste, og samtidig udelade det år med det højeste udbytte. Hvis du ikke har dyrket afgrøden i alle årene, kan du udelade de pågældende år i beregningen. I din beregning kan du ikke medtage salg til andre tilmeldte jordbrugsvirksomheder og afgrøder, der er brugt til opfodring af din egen besætning.

Det forventede udbytte skal du have fastlagt senest 23. april 2008. Det betyder, at du kan komme til at mangle dokumentation for udbyttet i planperioden 2006/07, hvis du først afsætter det på et senere tidspunkt. Udbyttet skal du derfor udelade af beregningen sammen med det højeste udbytte i de fire foregående planperioder. Dokumentationen skal være:

Hvis du bruger reglerne om forventet højere udbytte for en afgrøde, skal du udfylde Skema A1. I enkeltbetalingsansøgningen noterer du dette, hvor du indberetter korrektioner til kvælstofnormen for en mark, i Skema A, afkrydses "Ja" i feltet "Forhøjet kvælstofnorm på grund af forventede højere udbytter".

Din korrigerede kvælstofnorm

For at få din korrigerede kvælstofnorm, skal du finde korrektionsfaktoren for din afgrøde. Den står i Tabel 1, kolonne 15. Korrektionsfaktoren viser, hvor meget mere kvælstof pr. ha, du må tilføre afgrøden pr. hkg. dit forhøjede udbytte ligger over standardudbyttet pr. ha. Den korrigerede norm skal du overføre til din gødningsplanlægning.


Forpagtning/køb og nystartet

Som forpagter eller nystartet, kan du korrigere for forhøjet udbytte for én eller flere afgrøder, hvis den tidligere ejer har dyrket afgrøden, og du har dennes dokumentation.

Har du dokumentation for et højere udbytte i f.eks. vinterhvede fra tidligere år og forpagter et areal, hvor du sår vinterhvede, gælder reglerne for forhøjet udbytte også for dine forpagtede arealer.

Miljøgodkendelser

Hvis du har lavet en aftale om en reduktion af kvælstofnormen i forbindelse med, at du har fået en miljøgodkendelse til dit husdyrbrug fra kommunen (dette inkluderer også VVM godkendelser m.v.), skal du medtage denne reduktion i din gødningsplanlægning i kolonnen om kvælstofkorrektion (kolonne 8). Hvis du f.eks. har fået en reduceret kvælstofkvote for nogle marker eller for hele bedriften, bruger du denne som kvælstofkvote, eller hvis du har fået en procentvis reduktion, ganger du det antal procent kvælstoftilførslen skalreduceres, med markens kvælstofnorm, og skriver tallet i kolonen "Evt. N-korrektion".

Ekstreme vejrtilfælde

Hvis du mister kvælstof, du har udbragt på en mark eller på dele af en mark på grund af ekstreme vejrtilfælde, kan din kvælstofkvote forhøjes. Du skal have en erklæring fra en planteavlskonsulent, der er ansat i en landøkonomisk forening, eller fra en konsulent, der er godkendt til dette af os. Erklæringen skal skrives på en blanket, der er godkendt af os, og skal sendes til Plantedirektoratet, Sektor for Miljø. På baggrund af en besigtigelse af marken skal erklæringen indeholde en begrundelse for, hvorfor markerne afviger fra det normale. Du kan finde en kladde til konsulenterklæringen på hjemmesiden, www.pdir.dk sammen med en vejledning.

Du må først tilføre yderligere kvælstof, når vi skriftligt har godkendt erklæringen. Vi behandler normalt erklæringer inden for 7 arbejdsdage.