2.5 Kvælstofnormer for græs

For at beregne kvælstofnormen for græs skal du beregne udnyttelsen af græsset, det vil sige, om det afgræsses og/eller der tages slæt.

Når du bruger kvælstofnormen for græs skal du overholde et krav om et antal græssende dyr pr. ha opgjort i dyreenheder, dit græsningstryk (se Tabel 1, Oversigtstabellen). Du skal kunne dokumentere, at kravet bliver overholdt. Du kan beregne græsningstrykket ved hjælp af hjælpeskemaet. Her kan du også beregne forholdet mellem kravet til antal dyreenheder og antal slæt. Svin, fjerkræ, og mink, samt dyr, der ikke kommer på græs, kan ikke tages med i beregningen af græsningstrykket.

Hvis dyr, der tilhører en anden virksomhed, afgræsser dine marker, skal du kunne dokumentere dette med en gødningskvittering (Skema B1), hvor antal yreenheder fremgår. Antal dyreenheder fra et Skema B1 skal ganges med 2, da det antages, at græsningsperioden er 6 måneder.

Hvis du ikke selv opfodrer slætgræs, skal du kunne dokumentere, at det er afsat til en anden virksomhed til opfodring.

Udlæg og efterslæt

Du skal være opmærksom på, at udlæg og efterslæt også skal med i beregningen af græsningsarealet, og dermed græsningstrykket pr. ha. Hvis du tager slæt på udlæg og efterafgrøder, skal du beregne det korrigerede græsningsareal ud fra afgrødekategorien. Kravet til antallet af slæt står i Oversigtstabellen.

Græs i omdrift

Din mark er i omdrift, hvis den har været omlagt til en anden afgrøde inden for en 5 års periode. Du skal her bruge normerne for græs i omdrift, afhængig af kløverprocent i græsset, i Tabel 1.

Du skal kunne dokumentere et græsningstryk, der svarer til det minimum antal græssende DE/ha som står i Oversigtstabellen. Der er flere kategorier af græs i omdrift (f.eks. afgrødekode 260, 263 og 268). Udover krav til græsningstryk er afgrødekoderne opdelt efter normudbytte. Hvis du ikke kan dokumentere denne udnyttelse, skal du benytte normen for "Græs og Kløvergræs uden norm" (264). Hvis græsset ikke udnyttes, kan du ikke give afgrøden en kvælstofnorm.

Permanent græs

Du skal benytte normerne for permanent græs, hvis der har været græs på marken i mindst 5 år. Der er flere kategorier af permanent græs f.eks. "Permanent græs, med normalt udbytte som ikke bliver omlagt" (252) og, "Permanent græs uden kløver, som bliver omlagt mindst hvert 5. år" (257). Dette har betydning, når du søger om enkeltbetaling. Afgrødekoderne er samtidigt opdelt efter krav til græsningstryk og normudbytte.

På særligt produktive permanente græsarealer kan normen for afgrødekode 255, "Permanent græs, under 50 pct. kløver omlagt mindst hvert 5. år" undtagelsesvis anvendes, hvis du kan dokumentere et græsningsniveau, der svarer til kravet for græs i omdrift, og dokumentere, at udbyttet overstiger 4000 FE pr. ha. Dokumentationen skal være en foderplan med en opgørelse af det samlede producerede antal FE på virksomheden samt foderbehovet. Produktionen af FE skal du opgøre ud fra udbyttenormerne for alle de dyrkede grovfoderafgrøder. Foderbehovet beregner du ud fra et maksimalt foderforbrug af græsafgrøder på 2500 FE pr. dyreenhed.