3.6 Samlet opgørelse (Punkt 9)
Den samlede opgørelse viser forholdet mellem din kvælstofkvote, altså den mængde kvælstof du må bruge på bedriften, og dit kvælstofforbrug.
Kvælstofkvoten overføres fra gødningsplanlægningen. Hvis du har lavet gødningsplanlægningen sammen med enkeltbetalingsansøgningen, og givet os de nødvendige oplysninger, vil kvoten være fortrykt. Hvis du har lavet din gødningsplanlægning i Skema A, skal du selv skrive kvælstofkvoten ind.
Forbruget beregnes ved at lægge forbruget af forskellige gødningstyper sammen: Husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, handelsgødning, urea og anden organisk gødning.
Overdraget areal
Det endelige forhold mellem forbrug og kvote skal du til sidst justere for gødning modtaget eller afsat på bortforpagtede jorder. Her skriver du kun handelsgødning på, mens du for husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, skal have en gødningskvittering (Skema B1), og inkludere gødningen i punkterne i gødningsregnskabet, hvor de opgøres.
Bort- og tilforpagtning
Hvis du bortforpagter dele af dit areal, og der på arealet har været spredt handelsgødning ud inden bortforpagtning, f.eks. efterårsgødning til raps eller frøgræs, skal du i felt 904 anføre det CVR-nummer, som får overdraget "kvælstoffet, der er kørt ud", og i felt 915 den mængde kvælstof, du har overdraget. Den virksomhed, der modtager arealet med "kg N, der er kørt ud", skal anføre det i felt 906 og 914.


