3.7 Plantedække og efterafgrøder (Punkt 10)
Reglerne om plantedække handler om, hvor stor en del af dine marker du skal have tilsået eller -plantet i vinterhalvåret, og hvilke afgrøder du skal så.
Reglerne om efterafgrøder er ændret som følge af regeringens indsatsplan om kompenserende foranstaltninger som følge af midlertidig ophævelse af kravet om braklægning i 2008. Dette betyder:
- Hvis du har udbragt husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning eller anden organisk gødning, som svarer til 0,8 DE/ha og derover i planperioden 2006/2007, skal du etablere 14 pct. efterafgrøder.
- Hvis du har udbragt mindre end 0,8 DE/ha skal du etablere 10 pct. efterafgrøder.
- Hvis du er økolog og har udbragt husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning eller anden organisk gødning, som svarer til 0,8 DE/ha og derover i planperioden 2006/2007, skal du etablere 10 pct. efterafgrøder.
- Hvis du er økolog og har udbragt mindre end 0,8 DE/ha skal du etablere 6 pct. efterafgrøder.
Hvis din bedrift er over 30 ha skal du udlægge 4 % efterafgrøder, der ikke kan erstattes af grønne marker eller tages fra tidligere planperioders opsparede efterafgrøder.
Efterafgrødegrundarealet udregnes som normalt, med den tilføjelse at alle udyrkede arealer der giver ret til støtte efter Det Europæiske Fællesskabs Rådsforordning 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitik om ordninger for direkte støtte indgår i beregningen af efterafgrødegrundarealet.
Hvem er omfattet/ikke omfattet af reglerne
Hvem er omfattet af reglerne om plantedække?
Hvis du er momsregistreret og har over 20.000 kr. i momspligtig omsætning årligt og et samlet areal på mindst 10 ha, har du pligt til at etablere pligtige efterafgrøder. Det gælder uanset, om din virksomhed er tilmeldt Register for Gødningsregnskab eller ej.
Det samlede areal omfatter virksomhedens ejede (matrikulære) areal samt forpagtede og lejede arealer, men ikke bortforpagtede arealer.
Virksomheder, der er omfattet af reglerne om plantedække, men som ikke er med i Register for Gødningsregnskab, skal lave en plan, der indeholder oplysninger om efterafgrøder i efteråret 2008. Der skal ikke beregnes en kvælstofkvote for virksomheden, og der skal ikke udarbejdes gødningsregnskab.
Hvem er ikke omfattet af eller fritaget for reglerne om plantedække?
Virksomheder under 10 ha eller med en årlig momspligtig omsætning under 20.000 kr. er ikke omfattet af reglerne om plantedække. Virksomheder, med mindre end 10 ha, der er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, er heller ikke omfattet af reglerne.
Gartnerier, herunder væksthusgartnerier, frugtplantager, planteskoler og skovbrugsvirksomheder, hvor der ikke dyrkes landbrugsafgrøder, er ikke omfattet af reglerne om pligtige efterafgrøder.
Hvis virksomhedens efterafgrødegrundareal er mindre end 2 ha, (se herunder hvordan efterafgrødegrundarealet opgøres), eller hvis arealet er plantedækket fuldt ud med 'grønne marker'(se Tabel 3) og din virksomhed er under 30 ha, er virksomheden fritaget for at opfylde reglerne om pligtige efterafgrøder.
Hvis din bedrift er over 30 ha skal du udlægge 4 % efterafgrøder, der ikke kan erstattes af grønne marker eller tages fra tidligere planperioders opsparede efterafgrøder.
Hvis virksomheden ikke er omfattet af eller er fritaget for reglerne om plantedække, skal der i gødningsregnskabets punkt 10 udelukkende sættes kryds i felt 113.
Krav til efterafgrøder
Hvis du har udbragt husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning eller anden organisk gødning, som svarer til 0,8 DE/ha og derover i planperioden 2006/2007, skal du etablere 14 pct. efterafgrøder.
Hvis du har udbragt mindre end 0,8 DE/ha skal du etablere 10 pct. efterafgrøder.
Hvis du er økolog og har udbragt husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning eller anden organisk gødning, som svarer til 0,8 DE/ha og derover i planperioden 2006/2007, skal du etablere 10 pct. efterafgrøder.
Hvis du er økolog og har udbragt mindre end 0,8 DE/ha skal du etablere 6 pct. efterafgrøder.
Hvis din bedrift er over 30 ha skal du udlægge mindst 4 % efterafgrøder, der ikke kan erstattes af grønne marker eller tages fra tidligere planperioders opsparede efterafgrøder.
Anden organisk gødning med undtagelse af urea medregnes så 100 kg N (total) fra lageret svarer til en dyreenhed. Efterafgrøden skal etableres i efteråret 2008 på henholdsvis 6 pct. eller 10 pct. af din virksomheds efterafgrødegrundareal 2007/08.
Nedsættelse af kravet
Hvis du etablerer plantedække med grønne marker (se Tabel 3) på dine arealer, så du ikke har mulighed for at etablere et fuldt areal med efterafgrøder, er der kun krav om, at du skal etablere pligtige efterafgrøder på de arealer, der er tilbage. Hvis din bedrift er over 30 ha skal du udlægge mindst 4 % efterafgrøder, der ikke kan erstattes af grønne marker. Hvis du eksempelvis etablerer 95 pct. grønne marker, skal du kun etablere efterafgrøder på de tilbageværende 5 pct. af arealet.

Oplysninger du har pligt til at give i dit gødningsregnskab
I gødningsregnskabet skal du oplyse om:
- Du er omfattet af reglerne om etablering af efterafgrøder
- Udbragt mængde husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning, eller anden organisk gødning
- Dit efterafgrødegrundareal 2007/08
- Arealer med efterafgrøder i efteråret 2008
- Efterafgrødeoverskud fra tidligere år
- Evt. reduktion pga. etablering af grønne marker
- Efterafgrødeoverskud i denne planperiode.
Arealer med pligtige efterafgrøder
Arealer med efterafgrøder må du ikke nedpløje eller nedvisne før 20. oktober 2008. For udlæg i majs er fristen for nedpløjning dog den 1. marts 2009.
Arealer med efterafgrøder skal du benytte til en forårssået afgrøde i år 2009.

Græsudlæg, som du bruger som efterafgrøde, skal være rent græs uden kløver.
Udlæg af efterafgrøder skal ske i korn eller afgrøder med tilsvarende høsttidspunkt. Udlæg i roer og lignende afgrøder med sent høsttidspunkt kan du ikke benytte som pligtige efterafgrøder. Det er dog tilladt at udså udlæg af efterafgrøder i majs. Etableringen af efterafgrøder skal ske efter normale driftsmæssige principper. Det indbefatter at der ikke må anvendes spildfrø som udsæd.

Opsparing af pligtige efterafgrøder
Hvis du i de fire forudgående planperioder har etableret et større efterafgrødeareal, end du har pligt til, kan du lade det overskydende areal indgå i den nye planperiodes efterafgrødeareal. Det betyder, at du ikke kan overføre overskud af efterafgrøder fra 2002/03 og tidligere til planperioden 2007/08. Hvis din bedrift er over 30 ha skal du udlægge mindst 4 % efterafgrøder, der ikke kan tages fra tidligere planperioders opsparede efterafgrøder.
Du må dog ikke på noget tidspunkt have et mindre efterafgrødeareal, end reglerne fastsætter, f.eks. med henblik på at etablere et større areal næste år. Det overskydende areal med pligtige efterafgrøder skal du oplyse i gødningsregnskabet. Du kan bruge bagsiden af Skema A, som hjælpeskema. Her er det muligt at lave en beregning af overskud af efterafgrøder.

