3.9 Pilotprojekt om balanceregnskaber
Pilotprojektet om balanceregnskaber startede den 1. august 2005 og løber til den 31. juli 2008. Tilmelding til projektet lukkede 1. marts 2007. Hvis du deltager i projektet, har du mulighed for at korrigere din kvælstofkvote, hvis dit samlede høstudbytte i de afgrøder, du bruger til foder på din egen virksomhed, er højere end standardudbyttet. Hvis du sælger foderafgrøder direkte til opfodring på en anden jordbrugsvirksomhed, har du samme mulighed. Det kræver dog, at den jordbrugsvirksomhed, der opfodrer afgrøden, også deltager i projektet. Du skal dokumentere dine korrektioner ved at føre et balanceregnskab.
Deltagere i projektet skal:
- Korrigere for udbytter i alle foderafgrøder, der dyrkes på bedriften. Det betyder, at kvælstofkvoten skal sættes ned, hvis der i én eller flere afgrøder er høstet lavere udbytter end standardudbytterne. Hvis den samlede korrektion (summen af korrektionerne for alle foderafgrøder) er negativ, kan du bruge den samlede kvælstofkvote uden korrektioner.
- Korrigere indholdet af kvælstof i hele din virksomheds produktion af husdyrgødning.
- Give de oplysninger, der er nødvendige for at lave balanceregnskab på bedriften. Oplysningerne for udbyttekorrektionen består af balanceregnskaber fra 3 til 5 foregående kalenderår. Det vil sige, at der mindst skal laves balanceregnskaber for kalenderårene 2005, 2006, og 2007.
- Fortsat overholde de gældende regler på gødningsområdet i hele projektperioden. Det betyder blandt andet, at du skal lave en gødningsplanlægning og sende et udfyldt gødningsregnskab til os.
Der er udarbejdet en vejledning om pilotprojektet. Her kan du blandt andet læse, hvilke oplysninger der skal stå i balanceregnskabet, hvordan du skal gøre regnskabet op, og hvilke krav der stilles til dokumentation i forbindelse med kontrol af balanceregnskaberne. Du kan få flere oplysninger hos Plantedirektoratet, Sektor for Miljø, på mail smj@pdir.dk, telefon 4526 3600 eller på www.pdir.dk, hvor du også kan finde ovenfor nævnte "Vejledning til pilotprojektet om balanceregnskaber".
