6.2 Oplysning om brug af personoplysninger
Hvor du kan finde oplysninger
- Tidligere indberettede gødningsregnskaber kan findes i GHI på www.landbrugsindberetning.dk
- Indberettede leverancer af handelsgødning m.m. kan findes på www.pdir.dk
- Leverandører kan få oplysning om, hvem der er medlem af registret på hjemmesiden, www.pdir.dk
- Kommunerne kan få en generel adgang til data fra gødningsregnskabet, så de kan bruge disse i deres sagsbehandling. De kan blive oprettet som brugere i GHI, se vejledning om dette på www.landbrugsindberetning.dk
Hvilke oplysninger har Plantedirektoratet
Hvis du henvender dig til os, kan du få at vide, hvilke oplysninger vi har registreret om din virksomhed. Vi retter forkerte oplysninger og giver besked til andre, der har modtaget forkerte oplysninger. Hvis vi ikke selv kan rette oplysningerne, vejleder vi om, hvordan du kan få oplysningerne rettet.
De fleste oplysninger får vi, når vi modtager pligtige indberetninger, ansøgninger om tilladelse, autorisationer, godkendelser m.m. I forbindelse med vores kontrolbesøg på virksomheden kan vi også indhente oplysninger. I disse tilfælde har du pligt til at give os oplysningerne. Du skal være opmærksom på, at du kan blive straffet, hvis vi ikke modtager oplysningerne til tiden eller slet ikke modtager dem.
Plantedirektoratet kan hente oplysninger fra andre offentlige myndigheder, herunder SKAT i forbindelse med vores generelle kontrol med overholdelse af lovens regler, så vi har mulighed for at sammenligne oplysninger, herunder personoplysninger, til brug for vores kontrol.
Det er bl.a. hensigten at indhente oplysninger om indførsel af mængden af kvælstofholdige gødninger, der importeres. Dette skal være med til at sikre, at disse mængder kvælstof kommer med i gødningsregnskabet.
Hvilke oplysninger videregiver vi
Til brug for den øvrige kontrol videregiver vi oplysninger til andre enheder inden for ministeriet. Endvidere videregiver vi, når vi bliver bedt om det, visse oplysninger til andre offentlige instanser, herunder SKAT og private organer, under iagttagelse af persondataloven og forvaltningsloven.
Hvad bruger vi oplysningerne til
Plantedirektoratet indsamler oplysninger om din virksomhed til brug for kontrol og administration af de regler, som vi administrerer.
Vi kontrollerer, om du overholder reglerne om anvendelse af gødning, plantedække og harmoni. Vi kontrollerer de gødningsregnskaber, vi modtager, og gennemfører kontrol på virksomhederne. Du skal opbevare din gødningsplanlægning og dit gødningsregnskab mindst 5 år. For at kunne kontrollere din virksomhed kan vi kræve, at du indsender eller viser os alle dokumenter, der kan have betydning for kontrollen. Hvis reglerne overtrædes, kan det straffes med bøde. Når vores kontrollører viser legitimation, har de adgang til din virksomhed.
Offentliggørelse af gødningsregnskaber
Gødningsregnskaberne offentliggøres på Internettet, når vi har afsluttet sagsbehandlingen af de indsendte oplysninger, herunder oplysninger om aftaler med andre jordbrugsvirksomheder. Typen af den enkelte aftale og hvem du har indgået aftalen med, offentliggøres ikke.
For gødningsregnskaber, der har været udtrukket til kontrol, påfører direktoratet i forbindelse med offentliggørelsen koder for henholdsvis ingen bemærkninger, påtale eller vedtaget administrativt bødeforlæg. Vi offentliggør ikke oplysninger, vi har videregivet til politiet med ønske om, at de rejser tiltale, og sager hvor der er faldet dom.
Når du modtager et bødeforlæg fra os, vil vi oplyse dig om, at oplysningerne i gødningsregnskabet sammen med en kode for administrativt bødeforlæg, vil blive offentliggjort på Internettet, når du har betalt bøden.
Oplysningerne vil være tilgængelige på Internettet i 5 år. Vi sørger for, at alle oplysninger, der inden for denne periode viser sig at være forkerte eller vildledende, vil blive slettet eller rettet (i overensstemmelse med persondatalovens regler).
Klagemuligheder
Du har mulighed for at klage over vores behandling af oplysningerne til Plantedirektoratet, Skovbrynet 20, 2800 Kgs. Lyngby, pdir@pdir.dk eller til Datatilsynet, Borgergade 28, 5., 1300 København K, dt@datatilsynet.dk.
